Giftig alge fundet i Limfjorden

I februar måned har Miljøstyrelsen fundet algen, Karenia mikimotoi, i Limfjorden (Link til Miljøstyrelsen). Det er usædvanligt at finde algen så tidligt på året, da den normalt forsvinder om vinteren og først dukker op igen sidst på sommeren.

Karenia mikimotoi er ikke observeret som giftig for mennesker. Alligevel anbefales det, at vinterbadere undlader at bade i områder med mange alger. Algens giftstof er derimod kendt for at kunne slå fisk og bunddyr ihjel, og algen har tidligere været årsag til fiske- og bunddyrsdød i bl.a. Limfjorden.

Aalborg Kommune har ikke en konkret viden om algens udbredelse i Limfjorden, men viderebringer blot Miljøstyrelsens orientering.

Fakta: Gode råd om alger og badning

Karenia mikimotoi regnes ikke som giftig for mennesker. Alligevel anbefales det, at vinterbadere undlader at bade i områder med mange alger. En tommelfingerregel siger, at man skal kunne se fødderne, når man står i vand til knæene. Ellers er der for mange alger og blandt andet mulighed for høj bakterievækst, når algerne dør og nedbrydes. Det kan også være en god idé at holde hunden væk fra vand, der er tykt af alger.